Menu

Halvårsrapport

image
Henrik Ruppert & Per Borg
08. december 2017 kl. 15:08
Hvad er der sket i klubben siden August?

Beretning om aktiviteter i klubben siden August.

Aktivitetscenter:

Langt om længe kunne KFUM indvie det nye kunststofanlæg som består af en 11 mands bane og 2 8 mands baner. Udover det opfylder banen kravene fra DBU til divisionsfodbold. Lysanlægget fik en lille overhaling på nye LED lamper så banen konstant er optimalt belyst uanset om det er U12 eller Danmarksserien der spiller.

Anlægget blev åbnet med taler fra formand David Gulløv, borgmester Jacob Bjerregaard og Frede Hansen, repræsentant fra DBU. Efter talerne blev snoren klippet af Lars Ejby Pedersen som er Idræts og Kulturformand i Fredericia og Torben Molde som er formand for den selvejende institution (KFUM Parken) og Formand David Gulløv. Der var opvisnings og åbningskamp mellem serie 3 og serie 4 herrerne, masser af aktiviteter for børnene bla. Hoppebog og der var tændt op i grillen så alle kunne nyde en pølse med brød.

Hele parken var fuld af forældre, børn, spillere og trænere. Det hele løb af stablen 9. september. I månederne frem har banen være brugt flittigt af diverse hold både til træning, kampe, stævner og turneringer.

Følgende har tegnet sponsorat med aktivitetscenteret: Fredericia Kommune, Den Selvejende Institution KFUM, Volkswagen Fredericia, Teknikgruppen og C2IT. Derudover er der blevet doneret IT udstyr i form af en pc, skærm og tilbehør så man kan følge med i hvad der sker på aktivitetscenteret inde i klubhuset. Dette er doneret af en privat sponsor. Derudover har 15 personer doneret til aktivitetscenteret via DBU’s donationsportal. Tusind tak til alle sponsorer og alle der har doneret.

Turneringer:

Resultatmæssigt har det været en god periode for vores ungdomshold. Nogle hold har vundet deres rækker og andre har klaret sig godt i deres rækker med høje placeringer.

Hos herre-seniorerne blev serie 3 holdet nummer 2 i deres række og serie 4 holdet blev nummer 3 i deres række. Pga. øget tilgang af seniorspillere har vi været nødt til at oprette endnu et serie 6 hold som har spillet hele efteråret. Vi er yderst glade for tilgangen.

På pige/damesiden har det været en god turnering. Stort set alle hold er sluttet fint og Dame Seniorerne sluttede i toppen af deres række.

Senior Old Boys afsluttede med et fint resultat og blev i rækken.

Bedstefar holdet blev nr. 1 og 3 i deres rækker. Flot klaret!

Vores 7-mands damehold sluttede i toppen af deres række.

Stævner:

I november slog KFUM og Dalum sig igen sammen og afholdt turnering for årgang 2007-2008 fra hele Danmark. Turneringen løb over 2 dage og blev spillet indendørs i Fredericia Idrætscenter. Alle haller var i gang, hvilket bevidner om den opbakning der er til stævnet. I hal 1 var der ikke sparet på sagerne og holdene løb på banen i et hav af musik, røg og lys! I forbindelse med stævnet spiller alle minimum 10 kampe i løbet af weekenden. Alle mødte jævnbyrdige hold da der skete omrokering 3 gange i løbet af stævnet.

Holdene overnattede på 3 skoler i byen og fik masser af tid til at være sociale udenfor banen. 90 hold deltog hvilket svarer til omkring 600 spillere og trænere.

I Januar afvikles igen et stort stævne for årgangen 2009 – 2010 samt 2007 piger. Dette sker den 13-14 Januar. Også i Fredericia Idrætscenter.

Sponsorforlængelser:

I løbet af efteråret har KFUM fået 3 nye sponsorer. Det drejer sig om Byen Brød, Boligkontoret på Vesterbrogade og EWII. Vi er glade for at de vil være en del af sponsorklubben og støtte KFUM i deres aktiviteter.

Derudover har 3 sponsorer forlænget deres aftale med klubben. Det er Rema1000 på Egeskovvej, Egeskov Turistfart og Dueholm Transport.

Vi ser frem til godt samarbejde med både nye som gamle sponsorer.

Styrkerum:

Takket være Rene Fournais, Jason Campbell og Christina Husted har KFUM nu et lækkert styrkerum alle spillere og trænere kan benytte sig af. Der er både løbebånd, vægte, motionscykler og meget andet man kan komme i form og forbedre konditionen med.

I det tilstødende lokale er der massagebriks med hvad dertil hører af massagecreme og ultralydsbehandling. Der er også oprettet en kalender til formålet så man kan booke sit hold ind i styrkerummet og træne hele hold ad gangen. Dette har især FC ungdom benyttet sig af i stor stil i efteråret.

Kalender:

På IT-fronten er de største ændringer og nye tiltag en kalender til vores aktivitetscenter og styrkerum samt alle mødelokaler i klubhuset. Her kan man booke sig ind hvis man har en kamp, træning eller vil en tur i styrkerummet. Kalenderen er tilgængelig for alle på hjemmesiden og er allerede blevet fyldt godt op med aftaler og kampe. Derudover er der blevet sat 2 skærme op i klubhuset der skal informere om vores sponsorer, aktiviteter og kampe samt anden nyttig information. Den ene skærm er til klubhuset og den anden er til aktivitetscenteret.

Vi er super glade for at vi kan dele information med vores medlemmer og gøre det nemmere at følge med i aktiviteterne, men det kræver at alle trænere er skarpe på at byde ind når noget skal bookes eller sættes i sving.

Derudover har DBU besluttet sig for at deres FODBOLD APP skal være gratis for alle at benytte. Dette værktøj bliver flittigt brugt af vores trænere i dagligdagen, og vi er utrolig glade for at DBU nu sætter den gratis til rådighed.

Trænertur:

15. oktober holdt klubben Store Trænerdag for alle trænere. Dagen var planlagt således at der skulle være en dialog omkring hvordan det gik på de respektive hold og hvordan vi kunne gøre KFUM en endnu bedre klub at spille i.

Formand David Gulløv var ordstyrer og der kom en masse gode forslag på bordet fra de deltagende trænere.

Efter mødet stod den på lækker lam som Pia havde lavet til arrangementet og derefter tog trænerne en bus til Odense for at se OB - FC København!

OB kom hurtigt foran 1-0 efter ca. 35 sekunder og det blev eneste mål i den kamp.

Både i klubhuset, i bussen og på stadion var humøret højt og det var en rigtig hyggelig dag og skønt event for alle deltagende.

Seniorafslutning:

4.november holdt alle seniorspillere afslutning i klubhuset. 63 spillere og trænere deltog i festlighederne der omfattede helstegt pattegris med tilbehør. Der var jukebox med masser af lækker musik samt masser af drikkevarer. Humøret var højt og alle var i feststemning. Der blev overrakt kåringer af spillerne i forskellige kategorier.

Julefrokost:

Traditionen tro holdt veteranerne fra fodbold/håndboldafdelingen julefrokost i klubhuset. 48 deltog i en festlig aften som bla. Indbefattede foredrag af Bent Jensen, Direktør for Thansen.dk koncernen som fortalte om hans liv fra barndommen i Middelfart, opstart af lille hobbybiks i et skur til hvordan han nu har en global virksomhed i stor stor vækst. Yderst spændende og motiverende foredrag.

Det var et godt og hyggeligt arrangement for alle deltagende. Altid skønt at høre historierne fra dem der har været med i mange år om hvordan det var i KFUM fodbold og håndbold i gamle dage.

Stor tak til Kurt Nielsen og Johnny Gilberg for at få stablet arrangementet på benene og sørge for at der er kontakt mellem medlemmerne.

 Julehilsen:

Vi vil gerne fra IT afdelingen sige glædelig jul og godt nytår til alle sponsorer og samarbejdspartnere. Der skal også lyde et glædelig jul og godt nytår til alle spillere, trænere og frivillige der lægger meget af deres tid i klubben til stor glæde for alle. Også et stort tak til spillernes forældre for altid at stille op og hjælpe til kampe, arrangementer og andet!

På KFUM.dk indsamler vi data om brugernes færden på siden. Dette gør vi for at forbedre siden løbende. Hvis dette kan godkendes af dig som bruger tryk da OK. På forhånd tak. Alle data behandles fortroligt samt anonymt og der indsamles ikke personfølsomme data.