Menu

Halvårs rapport efterår 2019

image
Henrik Ruppert og Per Borg Christensen
15. december 2019 kl. 13:20

Hermed årets halvårs rapport for efteråret 2019

  • Sydbank cup 2019

Igen en fantastisk tilslutning og opbakning til dette stævne. Derudover har KFUM fået en ny sponsor som har sponsoreret en fin måltavle til kunstbanen. Trods vejret var der gang i fodbolden både lørdag og søndag. Trafikmæssigt var der igen i år nogle småproblemer, men formand og kasser var ude og dirigere trafikken på bedste vis. Om lørdagen måtte vognmand Dueholm forbi med et læs stabilgrus for at fylde de værste huller op så de ikke blev til enorme vandhuller.

En stor tak skal endnu engang lyde til de sponsorer der støttede Sydbank Cup 2019.

Også en stor tak til alle de hjælpere og frivillige der var så søde at hjælpe ved stævnet. Uden jer kunne det ikke lade sig gøre. Stævnet gentages i 2020, forhåbentligt med Sydbank som hovedsponsor endnu en gang. Vi krydser alle fingre for at vejrguderne er sødere ved os i 2020.

 

  • Turneringer drenge/herrer

Ungdomsholdene har på fornemste vis præsteret rigtig godt i sæsonen. Lige fra 3-mands bold til U17 holdene. Flotte resultater med enkelte oprykninger fra en liga til en anden.

Hos herreseniorerne blev serie 2 nr. 2 i rækken og måtte ud i kvalifikationskamp om at rykke op i serie 1 hvor modstanderen var Gråsten. Her tabte man til et bedre hold, og de bliver derfor i Serie 2 som ser ud til at blive utrolig spændende. Den længste tur de kommer på i foråret, er Vejen. Der er fire Vejle-hold, et Kolding-hold samt et lokalopgør mod EGIF som vi specielt ser frem til.

Serie 5 missede oprykning med 1 point. Serie 5 er et hold bestående næsten udelukkende af unge mænd som har stor passion for fodbold.

Vores ene 7-mands hold vandt rækken og det andet 7-mandshold endte på en flot 2. plads i deres række. Det er 2 hold som måske ikke nødvendigvis går efter guldet, men de er passionerede og hygger sig både til træning og kamp.

Old Boys 32+ har haft medlemstilslutning. Det er skønt at se at der er nogle der gerne vil være med selvom de måske ikke bor i kommunen eller byen.

Senior Old Boys +40 har igen haft en god sæson. Det er et hold der fungerer utrolig godt når man ikke skændes indbyrdes på banen. De mødte Trelde i KFUM Parken. En kamp KFUM vandt 2-1. Ydermere har de fået en ny tøjsponsor nemlig Skanol. En stor tak til dem for sponsoratet.

Bedstefarhold nr. 2 blev suveræn vinder i deres række. Spillerne er i alderen 52 til 72år og er alle tidligere topspillere i KFUM. Det andet bedstefarhold, hold nr. 1 var ikke så godt kørende i år desværre, men kommer stærkt igen næste sæson.

En stor tak til trænere og ledere i drenge/herre afdelingen for at få tingene til at løbe rundt i en hektisk hverdag.

 

  • Turneringer Pige/dame

På pigesiden op til U12 er der begyndt at komme flere medlemmer igen, og de har brug for hjælp for at få tingene til at køre rundt pga. denne medlemstilgang.

På Fredericia KF-ungdom siden er der igen fine og flotte resultater. I foråret har man fået U18 i Liga 1, så det bliver spændende at følge. U15 pigerne har haft spillertilgang og er blevet en rigtig stor årgang.

Førsteholdets damer måtte desværre rykke ned igen fra Kvindeserien til Jyllandsserien.

Begge seriehold har leveret flotte resultater i sæsonen.

7-mands holdet er igen et hold der ligger i toppen af rækken og har fået en vane med enten af slutte nr. 1 eller nr.  2 i rækken hvilket er utroligt flot. Det er et hold bestående af gamle KFUM-piger som Sanne Dall har helt styr på og det viser resultaterne også.

En stor tak til trænere og ledere i pige/kvinde afdelingen for at få tingene til at løbe rundt i en hektisk hverdag.

 

  • Afslutningsfest for seniorholdene

Igen i år har der været afslutningsfest for alle seniorhold fra 7-mands damer og op til Senior Old Boys. Der deltog 64-68 spillere på tværs af hold og årgange. Arrangementet var i festligt lag med mad fra SuperBrugsen på Nymarksvej, den lækre menu bestod af 2 slags kød, kartofler og salat. Der har altid været stor opbakning til dette arrangement, og i år var ingen undtagelse. Vi vil gerne takke for et begivenhedsrigt fodboldsår, og ser frem til endnu et.

 

  • Indoor Liga Cup 2019

Dette var i år endnu større end de foregående år. Stævnet har fået vokseværk til 116 hold fra hele Danmark hvilket stadig gør det til Danmarks største. Allerede fredag ved 18-tiden begyndte holdene at ankomme til indkvartering på skolerne. Til dette stævne måtte der 4 skoler i gang for at kunne imødekomme de mange hold. Lidt hårdt ramt var i på hjælperkorpset. Nogle havde ferie, nogle på kursus og der ønskes mange flere frivillige til næste stævne.

Lørdag startede stævnet sædvanen tro med den enorme indmarch af alle hold under stor jubel og festlighed. Derefter blev bolden givet op og der blev fløjtet i gang i 6 haller, hvor man spillede bold til kl. 18 om aftenen.

Søndag morgen begyndte man i hallerne og sluttede med præmieoverrækkelse. Igen med lyd, lyd og hvad dertil hører sig.

Hermed vil KFUM sige mange gange tak til de frivillige som hjalp til fredag, lørdag og søndag med de opgaver der blev uddelegeret af ”chefen”.

En tak til vores servicemand der kører rundt til skolerne og henter/bringer det der mangler på diverse skoler.

 

  • Sponsorer

Middelfart Sparekasse har forlænget deres sponsorat med klubben.

Senioroldboys fik Skanol som ny tøjsponsor.

Sydbank har også indgået sponsorat med KFUM.

U17 har fået KG Camping og Persolit Isolering som tøjsponsor.

HUSK at støtte klubbens sponsorer – de støtter os.

En stor tak til alle vores sponsorer og samarbejdspartnere.

En stor julehilsen skal også lyde til vores sponsorer og samarbejdspartnere samt ønsket om et godt nytår.

 

  • KFUM Veteranerne

Vanen tro var der julefrokost for veteranerne som dette år havde opbakning af 60 medlemmer. Foredragsholderen var i år en gammel KFUM-dreng, i dag er han provst: Børge Munk Povlsen som kom til efter et afbud fra Per Pedersen. Han fortalte anekdoter fra livet i Thy som var yderst underholdende. Flere medlemmer måtte fælde en tåre af grin da det var hyle morsomt. Menuen lød på stor julebuffet fra SuperBrugsen på Nymarksvej som er den nye leverandør af mad til arrangementet. Der var meget positiv tilbagemelding på maden fra de fremmødt medlemmer.

Vanen tro var der Amerikansk Lotteri med flotte gevinster fra mange sponsorer og private donationer. Der skal lyde en stor stor tak til alle der gav donation til arrangementets præmier.

Endnu engang skal der lyde en tak til Johnny og Kurt for at være tovholder på de rigtig gode arrangementer der afholdes for veteranerne.

Hvad er en KFUM-veteran egentlig? ”Hvis man ikke ved det, så er det en tidligere spiller, træner eller leder indenfor fodbold eller håndbold der er fyldt 50år”.

Tag kontakt til Johnny Gilberg eller Kurt Nielsen omkring dette hvis der skulle være spørgsmål.

 

  • KFUM generelt

KFUM har udover de ovennævnte ting deltaget ved foreningsdag på Rådhuspladsen, hvor vi stillede op med en stor oppustelig boldbane der gav nysgerrige mulighed for at prøve kræfter med fodbold.

Derudover har vi i KFUM-parken afholdt DM for Erhvervsskolerne. Et stort event med mange deltagere, som KFUM var glade for at kunne lægge græs til.

I sommers var KFUM igen værter for DBU’s fodboldskole. En skøn tilbagevendende begivenhed med rigtig mange glade og fodboldinteresserede børn.

I efteråret blev afholdt en stor dyne og pude outlet i messehallen med deltagelse af KFUM. Et sjovt event der gav en masse gode handler og mulige julegavehandler over disken.

Nye tanker og nye ideer er mere end velkomne – giv gerne lyd på itsupport@fredericiakfum.dk

Indlæg og opslag til Sociale medier og hjemmesiden er blevet bedre da der kommer flere indlæg fra jer som medlemmer. Jo flere, jo bedre – det er altid rart at se hvad der rør sig på de forskellige hold. Det være sig arrangementer, kampe, træning osv. Stort set alle i dag har en smartphone der kan tage billeder, så bare snap løs og send det til os! Dette gælder også på klubplan fra trænere og ledere.

Vi kan desværre ikke lave opsøgende journalistik, så vi er meget afhængige af jer derude til at pryde vores hjemmeside og sociale medier så vi kan vise hvor fantastisk en klub KFUM er at spille i. Ved spørgsmål så ring eller skriv gerne.

 

  • Julehilsen

Vi vil gerne fra IT afdelingen sige glædelig jul og godt nytår til alle sponsorer og samarbejdspartnere. Der skal også lyde en glædelig jul og godt nytår til alle spillere, trænere og frivillige der lægger meget af deres tid i klubben til stor glæde for alle. Også en stor tak til spillernes forældre for altid at stille op og hjælpe til kampe, arrangementer og andet! Vi ses i 2020 til masser af gode oplevelser og arrangementer!

På KFUM.dk indsamler vi data om brugernes færden på siden. Dette gør vi for at forbedre siden løbende. Hvis dette kan godkendes af dig som bruger tryk da OK. På forhånd tak. Alle data behandles fortroligt samt anonymt og der indsamles ikke personfølsomme data.