Firehøje IF var udset som offer for den tørst efter revanche, der herskede i Fredericia KFUM’s Serie 4-trup, efter man i sæsonåbneren indkasserede et fortjent 0-4-nederlag. Rammerne var nærmest imponerende – i hvert fald i forhold til Serie 4-standarder – da der i det vejlensiske opland var arrangeret sommerfest. Det betød fest og glade dage hos de mange lokale, som stod samlet på sidelinjen. En fest de hvidklædte gæster på grønsværen skulle forsøge at punktere så godt som muligt.
Kampen var indledningsvis bølgende og fornemmelsen var uden tvivl, at den fredericianske defensiv havde godt styr på værterne offensive kort. I den modsatte ende, var der tegning til flere gode angreb – desværre uden, at man kunne levere nok kvalitet på den sidste tredjedel.
Hvorom alting er, tilfaldt første scoring hjemmeholdet. En luftbold blev sendt ned i bagrummet hos KFUM, og efter at have løbet bolden op, var Paw Laursen desværre uheldig med, at hans tilbagelægning fik for lidt. Kynisk blev den garvede anfører straffet og Firehøje havde nu bragt sig i front.
Der skulle ikke gå mange yderligere minutter før næste streg i regningen skulle noteres hos gæsterne. En vanvidstackling mod Sean Fraser blev ganske rigtigt takseret til et gult kort, men det hjalp ikke fredericianerne synderligt meget, da Sean ikke bare blev skadet i situationen, men ligeledes blev præsenteret for en advarsel på grund af uheldigt sprogbrug.
Holdene kunne gå til pause ved 1-0 og i KFUM-lejren var der naturligt nok en masse offensive diskussionsemner.
Anden halvleg blev, som sin forgænger, rimelig lige med muligheder til begge hold. Fire mål faldt der, men desværre for KFUM tegnede Firehøje sig for tre af dem. 2-0 blev det efter et flot hovedstød, sendt over en sagesløs Daniel Pedersen i udeholdets bur.
På banen kom nu Nicolai Rasmussen til sin debut på seniorplan, og hvilken entre! Efter et simpelt opbygget angreb hvor Casper Gilberg sender Mathias Lambertsen afsted på venstrekanten, steg Nicolai Rasmussen nemlig til vejrs i boksen, og headede Lambertsens glimrende indlæg i kassen til reducering. Nu var momentum åbenlyst vendt og KFUM havde en fornyet tro på tingene.
Det blev dog til et deja-vu for de hvidklædte tropper, da 3-1 var en realitet efter unødvendigt småspil foran eget mål. Ganske som ugen forinden, gik gassen af ballonen, og da dommeren tilkendte hjemmeholdet et svært tvivlsomt straffespark, som sikkert blev omsat, var der ikke længere tvivl om udfaldet.
4-1 kunne man drage til fæstningsbyen med, og ønsker man ikke at skulle ligge i en bundstrid, er der rigtig gode argumenter for, at vende skuden på lørdag, når man tager imod Bredsten IF i KFUM Parken.
Startende:
Daniel Pedersen
Sean Fraser
Paw Laursen
Casper Gilberg
Henrik ”Lerby” Jensen
Jacob Krogh
Mathias Dueholm
Stig Chalmer
Mathias Lambertsen
Simon Bharat
Allan Lundgren
Indskiftere:
Cenk Kir
Peter
Nicolai Rasmussen
/Mathias Dueholm