Serie 4 forpassede sidste livline
KFUM?s Serie 4-hold havde før tirsdagens besøg i Gaarslev ikke gjort det nemt for sig selv, at indfri oprykningsdrømmene. En 3.-plads var resultatet af tre kampe mod de to tophold uden sejr. Faktisk havde man kun hentet ét point mod sine direkte konkurrenter, og derfor var der kun ét pointantal der kunne bruges til noget da man gæstede Gaarslev, som ligeledes skulle bruge en sejr for at hænge fast på Fredericia fF i toppen.
Til opgaven havde man fordel af et særdeles slagkraftigt hold, som skulle forsøge at kombinere sig uden om de hårdtspillende Gaarslev-klipper.
Hurtigt stod det dog klart, hvem der mest havde lyst til, at bringe sejren i hus. Hjemmeholdet dominerede i langt de fleste facetter fra starten af, og kunne således plukke frugterne af det hårde arbejde i form af en scoring. Det blev desværre ingen sovepude for de grønblusede, som fortsat sad på opgøret og producerede langt de fleste chancer. Efter den halve time fordoblede de da også føringen til megen skuffelse hos KFUM-træner Allan Wiemann, som kunne konstatere, at hans spillere ikke leverede på det niveau man kunne håbe. 2-0-målet blev dog tydeligvis et wakeup-call for gæsterne, som nu vendte momentum til egen fordel. Mere sammenhængende spil og flere chancer udmøntede sig først i et kvalificeret hovedstød på stolpen fra Mads Petersen, og siden en tiltrængt reducering ved Lasse Rasmussen. Målet faldt få sekunder før pausefløjtet og dermed var der trods alt positive miner at spore hos udeholdet, som trods alt skulle finde et par niveauer frem til anden halvleg hvis de skulle gøre sig forhåbninger om fuldt udbytte.
Planmæssigt fortsatte KFUM-spillerne hvor de slap i anden halvdel af kampen, og kontinuerligt gennem de 45 minutter producerede man flere gode chancer og flot spil. Den største mulighed tilfaldt Mads Petersen, som på en rigtig uheldig dag forsømte at ramme målet efter en situation alene med målmanden. Til trods for det overbevisende spilovertag til udeholdet endte anden halvleg målløs, og dermed kunne Gaarslev fejre deres syvende sejr efter otte spillerunder. Mens de nu er et enkelt point efter Fredericia fF, må KFUM sande at oprykningen er en umulighed og i stedet koncentrere sig om, at forsvare æren samt deres 3.-plads i de to resterende kampe mod hhv. Smidstrup/Skærup IF og Vejle FC. Førstnævnte gæster KFUM Parken lørdag den 4. juni.
Af: Mathias Dueholm
Startende
Søren Lyskjær
Lasse Holmqvist
Dennis Madsen
Paw Laursen
Chris Kjær
Martin Thuesen
Mikkel Møller
Stig Chalmer
Martin Meins
Lasse Rasmussen
Mads Petersen
Indskiftere
Simon Bharat